/ Forside / Aktuelt / Nyheder
30-01-2015

2015 godt i gang - vær med

2015 bliver på mange måder et skelsættende år, og CISU opfordrer alle medlemsorganisationer til at blande sig og give udtryk for ønsker og krav - blandt andet, når verdens politikere på tre topmøder om finansiering ,klima og udviklingsmål skal blive enige.

 

En måde at blande sig er gennem action/2015, hvor CISU allerede sidste år meldte sig. Det har tusindvis af organisationer gjort siden, og det glæder sekretariatsleder Erik Vithner.

 

- Bare at bladre igennem listen af deltagere giver en voldsom følelse af et verdensomspændende civilsamfund, der lever og udtrykker sig på trods af ydre pres. Det er inspirerende at se mangfoldigheden både geografisk og i fagområder. det går fra Afghanistan til Zanzibar og fra argentiske forbrugerforeninger til ungsomsorganisationer i Senegal, siger han.

 

I Danmark kører kampagnen også med stor omtale, men Erik Vithner kunne godt savne flere danske organisationer.

 

- Vi kan se et stort og flot stykke arbejde i for eksempel Verdens Bedste Nyheder og Red Barnet, men det undrer mig, at vi ikke ser flere danske organisationer på listen over deltagere på hjemmesiden action2015.org. Går man listen igennem, finder man garanateret mange af CISUs medlemsorganisationers partnere. Hvorfor står de danske organisationer der ikke også? Lad os bare komme i gang, siger han.

 

Hvorfor? Eller hvorfor ikke? 

Når man skal i gang med en indsats eller noget nyt, er det naturligt at stoppe op og spørge "hvorfor?" Det vil Erik Vithner dog gerne besvare med et "hvorfor ikke?"

 

- Vi har - med rette - vænnet os til, at vi i mange sammenhænge skal se på et mål og en effekt, man kan måle. Det vil mange sikkert også her, men det smukke er netop, at det går vi ikke efter. Her er målet en bevægelse. At vi viser vores interesse i at blande os i verdens udvikling, siger Erik Vithner.

 

- Man kan spørge sig selv, om man om et år helst vil stå og sige "Vi var ikke med i den kampagne, men man kan alligevel ikke sige, hvad den har påvirket" eller "Vi var med i kampagnen. Vi kan ikke sige helt præcist, hvor vores lille aftryk på verdens politikere er, men vi gjorde noget på et skelsættende tidspunkt i verdenshistorien, og vi var med i en bevægelse."

 

Læs mere på CISUs side om action/2015 og tilmeld din organisation direkte her

 

 

Del siden