/ Forside / Aktuelt / Nyheder
18-05-2017

Jon Clausen ny formand for CISU

CISUs nye formand hedder Jon Clausen, Axis. Det står fast efter den nyvalgte bestyrelses første bestyrelsesmøde tirsdag den 16. maj.

Der var valg om såvel formandspost og næstformandspost. Jon Clausen og Vibeke Tuxen, Verdens Skove, stillede begge op til formandsposten og her faldt valget altså på Jon Clausen, der har været næstformand i CISU siden 2015. Til posten som næstformand stillede Runa Bruun og Claus Hedegaard-Jensen op og her blev Runa Bruun valgt. Claus Hedegaard-Jensen blev ny kasserer.

 

Valgene foregik i stor fordragelighed, og alle bestyrelsesmedlemmer var enige om CISUs overordnede retning og rammer for det fremadrettede arbejde. Og arbejdes det skal der for den nye bestyrelse. Den skal nemlig blandt andet vedtage en ny strategi for CISU.

- Vi har været igennem et par år med store udfordringer og opgaver i forhold til nedskæringer og puljereform.  Foran os ligger en ny, stor men også utroligt spændende opgave med, sammen med medlemmerne, at udvikle en ny strategi for vores forening. Det er en opgave, som den samlede bestyrelse ser meget frem til at tage hul på, siger Jon Clausen.

 

Fakta om Jon Clausen:

Jon Clausen har været engageret i det danske udviklingsmiljø siden 2005. Fra 2012-2017 var han formand for Axis. Han blev valgt ind i CISUs bestyrelse i 2014, hvor han de sidste to år har fungeret som næstformand.

Jon Clausen er uddannet cand. mag. i kulturstudier og journalistik. Til daglig arbejder han på Københavns Universitet, hvor han koordinerer en kandidatuddannelse i Global Udvikling og laver kommunikation og pressearbejde.

Del siden