/ Forside / Aktuelt / Nyheder
01-06-2017

Matilde Kimer om Ukraine og Georgien: “Det er ildsjæle, der driver værket”

I forbindelse med CISUs dialogmøde med Matilde Kimer, udenrigsreporter for Danmarks Radio, spurgte CISU hende, hvad hun anser som de største udfordringer og potentialer for civilsamfundet i Ukraine og Georgien.
 

Af Camilla Bøgelund
 

Hvad kendetegner civilsamfundet i Ukraine og Georgien?

Der er mange paralleller mellem de to lande, men Georgien har haft ti års forspring som følge af den fredelige Rosenrevolution i 2003, hvor præsident Eduard Sjevardnadse blev afsat.


I Ukraine er civilsamfundet i høj grad opstået som følge af Euromajdan-revolutionen i 2013, hvor ukrainske EU-tilhængere demonstrerede mod det ukrainske kabinets afvisning af udvidelse af Østpartnerskabsaftalen med EU til at være en egentlig frihandelsaftale med EU. Efter revolutionen blev 2 millioner involveret i civilsamfundet. Men masse-organisering i organisationer er først opstået i Ukraine indenfor de seneste 3-4 år. Rollen for civilsamfundet i henholdsvis Ukraine og Georgien er derfor også på forskellige stadier.

I Ukraine har man et stort spektrum af afsindigt engagerede NGO’er, som er et modsvar på det ukrainske samfund, der i høj grad har været dysfunktionelt, og at de ønsker og drømme, der var for samfundet efter revolutionen, er meget langt fra den virkelighed, vi ser i dag. Mange af NGO’erne spiller for mig at se en altafgørende rolle. Det skyldes, at man har en svag stat. Der er mange områder, hvor staten simpelthen ikke har kontakt til mennesker. Som eksempelvis sygetransport, lægemiddelhjælp og privat pleje af soldaternes gamle forældre.

I Georgien er NGO’erne i stedet med til at lægge et vedvarende pres for at opretholde de demokratiske sejre. De er nået længere end i Ukraine, da Georgien ikke længere har sanktioner fra russisk side.


Begge lande har været eller er i konflikt med Rusland. Hvordan har det påvirket civilsamfundet?

Det gør ikke nogen forskel, at det er netop Rusland. Det handler om, hvorvidt man er i væbnet konflikt eller ej. Selvom Georgien har mistet en femtedel af sit territorium, som nu er russisk styret, har man ikke en skyttegravskrig i gang. Det har man i Ukraine, og når et land er i krig kan magthavere bruge det som en krog til at hænge deres undskyldninger om, at de ikke har tid til at arbejde med rettigheder. Det er der, hvor en NGO kan bruge sine kræfter, og på den måde har de en større rolle at spille i lande, hvor der er aktiv konflikt.

 

Hvad er de største udfordringer for civilsamfundet i Ukraine og Georgien?

 

I Ukraine er den største udfordring oplevelsen af, at alting på mange måder er gået i stå. Befolkningen har en følelse af, at man var igennem en revolution, og nu synes man, at alting svinger tilbage til udgangspunktet. Det er et kæmpe problem, fordi mennesker ikke har den energi, det kræver at være aktiv i civilsamfundet. Det er den absolut største risiko, og jeg har en fornemmelse af, at det er det samme i Georgien. Alle tænker: “Hvornår bliver det meget bedre og mere som i den del af Europa, vi ser imod?” Særligt i forhold til retssikkerhed og fattigdom er lang vej endnu.

 

Hvordan vurderer du fremtidsudsigterne for at sikre demokrati og menneskerettigheder i landene?

Det er et meget langt perspektiv, men der er et gigantisk spillerum for forbedring. Dem man skal bakke op om, er dem der kæmper for forandring. Man skal ikke skabe donorsamfund, som mange ukrainere har i forvejen i kraft af den sovjetiske mentalitet om, at andre skal gøre noget for en.

 

Det er altafgørende at få hjulpet flest muligt på fode, og at folk lærer at finde en måde at klare sig på med et russisk marked, der er trukket væk under dem. Og så skal man hylde dem, der har innovative idéer. Det har især de unge. De har både modet og troen på, at de kan forandre deres land. 

 

- Naboskabspuljen støtter partnerskaber mellem folkelige organisationer i Danmark og Ukraine og Georgien. Hvad er den største forskel, danske og ukrainske og georgiske partnere kan gøre i samarbejde?


Med dansk frisind, tillid og respekt tror jeg på, man kan udrette meget. Et konkret eksempel Danmark kan bidrage til er støtte til konfliktløsning, for had bliver dyrket i en ekstrem grad - særligt i Ukraine. Der er en form for forsoningsresistens. Det er også de færreste ældre mennesker, der har en forståelse af, hvordan et marked fungerer. Her har de danske organisationer meget at bidrage med.


Omvendt vil ukrainerne give alt, de har for at forbedre deres land. Deres selvopofrelse er meget imponerende. Det er ildsjæle, der driver landene videre. I de sidste tre år har civilsamfundet i Ukraine strengt taget drevet værket.

 


Foto: Michael Jensen

Læs en artikel om dialogmødet den 23. maj her. 

 

Del siden