/ Forside / Job i CISU / Løn- og arbejdsvilkår

De ansattes løn- og arbejdsvilkår er fastsat i en overenskomst, der er godkendt af CISUs bestyrelse. Ifølge overenskomsten er den normale arbejdstid 37 timer. Overarbejde afspadseres i forholdet 1 til 1. Alle medarbejdere har en 17,1 % pensionsordning således at der i tillæg til lønnen indbetales 11,4 % af alle løndele, mens medarbejderne indbetaler et egetbidrag på 5,7 % af alle løndele. Konsulentansatte og ledere får et månedligt tilskud til internet og telefon.

 

Det administrative personale aflønnes i henhold til Statens / HK-STATs skala for kontorfunktionærer løngruppe 2 provins (basisløn) sats 2 med tillæg af et nærmere aftalt anciennitetsbestemt kvalifikationstillæg. Lønspænd 2017: 406.000 kr. incl. egen pensionsdel og kvalifikationstillæg.

 

Konsulentansatte modtager en anciennitetsbestemt grundløn, som følger overenskomsterne mellem Finansministeriet og AC-organisationerne efter det såkaldte ”ny lønsystem” indført pr. 1/1-1998. Der ydes et fast rådighedstillæg i overensstemmelse med overenskomsten for akademikere og staten. Tillægget dækker deltagelse i møder, kurser og rådgivninger uden for normal arbejdstid, samt villigheden til i øvrigt at ”være til rådighed” på de respektive faglige ansvarsområder. Lønspænd 2017: 395.000 kr. - 565.000 kr. incl. egen pensionsdel, rådigheds- og kvalifikationstillæg.

 

Den faglige leder og Sekretariatslederen aflønnes på samme vilkår som konsulentansatte, dog således at de er ansat uden højeste arbejdstid. Der ydes et særligt ledertillæg efter aftale, der godkendes af bestyrelsen. Løn 2017: 672.000 kr. incl. egen pensionsdel, rådigheds- og kvalifikationstillæg.

 

Øvrige: Ud over de ansatte på sekretariatet, aflønner CISU puljernes bevillingskonsulenter og yder honorar til puljernes bevillingsudvalg og til formand, næstformand og kasserer i CISUs bestyrelse.

Del siden