/ Forside / Værktøj & Metoder / Udviklingstrekanten / Case: DHF 20 år i Nicaragua

Dansk Handicap Forbund har arbejdet med at styrke handicappedes rettigheder og muligheder i Nicaragua siden begyndelsen af 90'erne. Hvad der startede med indsamling af brugte kørestole i Danmark til handicappede i Nicaragua udviklede sig til opbygning af stærke handicaporganisationer og kulminerede med et stærkt advocacy-arbejde.

 

Indsatsen har bl.a. ført til større synlighed, mindre udstødelse og social isolation for handicappede i Nicaragua, samt til flere lovændringer og en stærkere juridisk sikring af handicappede menneskers rettigheder i landet. 

 

20 år på 28 sider: Fra brugte kørestole til magtens korridorer

 

Gennem årene har hundreder af menneskers frivillige arbejde og flere end 77 millioner bistandskroner fundet vej til DHFs udviklingsprojekter i Nicaragua. Med udgangen af 2012 afsluttes langt de fleste af disse aktiviteter.

 

 

Som en del af udfasningen har DHF udarbejdet et spændende og let tilgængeligt hæfte. Teksten er skrevet af journalist Anders Riis-Hansen og opsummerer 20 års engagement, opture, nedture, sejre og resultater. Historien skrives i en blanding af reportager og interviews med en lang række af de personer i Danmark og Nicaragua, som har spillet en nøglerolle i indsatsen.

 

DHFs overordnede konklusion er klar: "Gennem et tillidsfuldt partnerskab er det muligt at påvirke hinandens organisationskulturer hen imod demokratiske og bæredygtige organisationer, der har styrken til at forbedre levevilkårene for mennesker med handicap". Det er en erfaring, som i høj grad er relevant for andre danske foreninger med langvarige partnerskaber i udviklingslandene.

 

Hent hæftet på dansk       Bestil trykte eksemplarer af hæftet GRATIS

 

Dilemmaer og erfaringer

 

DHF ønsker med hæftet at bidrage til at gøre os klogere på de dilemmaer, enhver udviklingsorganisation og ethvert udviklingsarbejde står overfor:

 

  • Hvordan og hvornår er man en kvalificeret samarbejdspartner?
  • Ud fra hvilke kriterier definerer man, hvem man vil samarbejde med, og hvad man vil bidrage med?
  • Hvordan griber man ind, når man oplever, at den gode vilje er ved at drukne i svindel og korruption?
  • Hvornår skaber vi afhængighed frem for selvstændige organisationer?
  • Hvornår er vi i vores arbejde så styrende, at det opleves som kontrol frem for et samarbejde med et fælles mål og sigte?
  • Hvordan skaber vi stærke og bæredygtige organisationer?
  • Hvordan får de tilstrækkelig handlekraft og styrke til at påvirke det omgivende samfund til at tage ansvar for de svageste grupper?

 

Udviklingstrekanten som model

 

I hæftet 'Fra brugte kørestole til magtens korridorer' har DHF brugt CISUs Udviklingstrekant som gennemgående analysemodel. De 20 års udvikling er passer overraskende godt til den tænkning, der ligger bag Trekanten: At levering af service til fattige mennesker (her kørestole og andre hjælpemidler) skal kombineres med opbygning af stærke organisationer og fortalervirksomhed for at man kan opnå varige forandringer. Derfor bør de tre elementer altid ses i en strategisk sammenhæng.

 

 
      
Til venstre: Michael Larsen (tv) var sammen med Jesper Gunnarsen de oprindelige drivkræfter bag DHFs engagement i Nicaragua.I baggrunden Henry Lind, der har arbejdet gennem mange år som projektkoordinator for DHF i Nicaragua og Danmark. De to har samtidig koordineret den afsluttende evaluering og udarbejdelsen af hæftet. Til højre: Alma Nubia blev som 15-årig byguerilla svært kvæstet da en hjemmelavet bombe eksploderede mellem hænderne på hende. I dag er hun frontfigur i paraplyorganisationen FECONORI, der er en af DHFs mangeårige partnere.
Hent materiale

 

 

DHF: 'Fra brugte kørestole til magtens korridorer'

 

Hent CISUs positionspapir om Udviklingstrekanten:

På dansk

På engelsk

På spansk

Del siden