ForsideAktueltNyheder Nyheder

 

 

20-05-2016

Politikere kom ikke med brød til bagerbørn

Onsdag 18. maj havde CISU inviteret til dialogmøde mellem udviklingspolitiske ordførere og CISUs medlemsorganisationer, og de omkring 60 deltagere fik en livlig og bramfri debat med Claus Kvist Hansen (Dansk Folkeparti), Michael Aastrup Jensen (Venstre), Martin Lidegaard (Radikale Venstre) og Ulla Sandbæk (Alternativet).

 

Politikerne kom for at lytte, forklare og måske give et godt råd. Det var de i hvert fald blevet bedt om, men især Alternativets Ulla Sandbæk slog hurtigt fast, hvem der er eksperterne på området.

 

- Jeg vil ikke give jer gode råd om udvikling. Det vil være som at give brød til bagerbørn, slog hun fast.

 

Ulla Sandbæk var ikke sen til at se en kobling mellem CISUs mange medlemsorganisationer og hendes eget parti.

 

- Vi er som nyt parti og ny bevægelse vokset ud af græsrødder og demokrati, derfor ligger civilsamfundet os på sinde.

 

Venstres Michael Aastrup Jensen var ikke nær så tilbageholdende med gode råd, men de handlede ikke så meget det uviklingsfaglige.

 

- Vi er ved at lave en ny strategi, og det er ved at være sidste udkald. Derfor er mit bedste råd – og det kommer jeg til at fortryde - at være aktive og tage fat i os, lød et opfordrende.

 

Når han nævnte, at han måske vil fortryde opfordringen, skyldes det, at han efterhånden er bekendt med CISUs medlemmers iver for at debattere. Han bemærkede de mange henvendelser under nedskæringerne i efteråret 2015, og han får stadig henvendelser.

 

- Mit kontor bliver bestormet af den ene NGO efter den anden. Derfor er det rart at få flere her i plenum, lød det.

 

Mere styring

 

Med hensyn til det udviklingsfaglige havde han også et enkelt råd:

 

- Vi vil gerne have mere styring med, hvor pengene går hen, så tænk det ind i jeres arbejde, for det gælder også de frie midler. Det er absurd at sige, at man vil gøre en forskel et bestemt sted, hvis så hovedparten af de fire midler går til lande som for eksempel Myanmar. Der er spændende projekter i Myanmar, men det er ikke der, vi vil gøre en forskel, sagde han.

 

Ønsket om geografisk prioritering fik blandt andet Vibeke Tuxen, der sidder i CISUs bestyrelse som repræsentant for Verdens Skove til at markere sig og forklare, at den store frivillige indsats ikke sådan lader sig styre.

 

- Den frivillige, hvis hjerte banker for Honduras, tager ikke til Somalia, fordi du vil fokusere der. Den frivillige fortsætter på en anden måde i Honduras, mens dem, der får penge for det, gerne flytter aktiviteterne til Somalia, lød det.

 

Netop den frivillige indsats er ellers højt på listen over ting, politikerne roser CISUs medlemmer for. Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti lød i hvert fald nærmest som en mand på frierfødder.

 

- Jeg kan lide jeres verden af engagement og idealisme, og så kan jeg lide, at I viser resultater og at jeres korruptionsgrad er meget lav. Penge til jer virker. Og det er vigtigt, at skatteborgerne kan se det, lød det fra politikeren, der virker til at være på CISUs side ved eventuelle prioriteringer.

 

- Når man skal opbygge et samfund, man kan stole på, skal de ske nedefra, og det I er bedre til end forkromede organisationer, der malker penge ind i en anden organisation, der sender dem videre og til sidst forsvinder. Jeg vil derfor gøre, hvad der er muligt for at kanalisere penge over i jeres verden, forklarede han.

 

Den lune østjyde var dog klar over, at der ikke er fuldt sammenhæng mellem CISUs mange medlemsorganisationer og Dansk Folkepartis holdninger. Det kom også til udtryk i hans muntre indledning.

 

- I et vist omfang er der overlap mellem det, I spørger om, og det jeg svarer. Er man utilfreds, må man stemme på en anden, lød det med et glimt i øjet.

 

Helt muntert var det dog ikke, da han blev bedt om at forholde sig til, om civilsamfundsorganisationer, der laver udvikling i udlandet for danske skattekroner, må kritisere danske politikere. En debat, der senest blev rejst på CISUs generalforsamling.

 

- Undskyld mig, men hvis du modtager penge for at arbejde for verdens skove, er det nok det, du skal koncentrere dig om. Hvis du vil lave politik i Danmark, må du søge folkeoplysningsmidler i stedet, lød det skarpt.

 

Michael Aastrup Jensen fra Venstre var mere udglattende.

 

- Jeg går ind for en ”frank dialogue” og jeg er ked af, hvis nogen har fået det indtryk, at jeg mener, ytringsfriheden er indskrænket, hvis man modtager udviklingsstøtte, sagde han.

 

Det var dog ikke uden forbehold.

 

- Jeg håber dog ikke, man bruger skatteyderes penge på annoncer mod regeringens politik, lød det fra Michael Aastrup Jensen.

 

Michael Aastrup Jensen kom også ind på, at Danmark skal fokusere der, hvor vi kan gøre en forskel, og at erhvervslivet formentlig kommer til at spille en stor rolle i fremtidens udviklingssamarbejde, men det ville Alternativets Ulla Sandbæk gerne advare mod.

 

- Ja, vi skal være der, hvor vi kan gøre en forskel, men udviklingsbistand er ikke en teknisk størrelse, det er et politisk værktøj. Jeg er bange for, at erhvervslivets centrale rolle er på bekostning af civilsamfundets rolle, sagde hun.

 

I en brydningstid

 

Martin Lidegaard fra Radikale Venstre har også bemærket, at udviklingssamarbejdet er under forandring. Han trak det dog op på et højere niveau og ville diskutere, hvor meget udviklingsbistand, der kan bruges i Danmark i forhold til langsigtet udviklingsbistand i Syd.

 

- Dansk udviklingsbistand står i en kæmpe brydningstid. Den effektive danske bistand syd for Kruså er halveret over de sidste 12 måneder. Det kan vi ikke sådan lige løbe fra. Hvis vi skal lave et bredt forlig, skal regeringen indstille sig på, at vi skal finde en kritisk masse eller en kerne, man ikke bare kan trække væk, lød det.

 

Den tidligere minister kom dog også ind på indholdet af udviklingssamarbejdet, hvor Verdensmålene kommer til at spille en rolle. Spørgsmålet er så, om Danmark skal forfølge alle 17 mål. Det mener Venstre og Michael Aastrup Jensen ikke.

 

- Hvis man tror, man skal klare alle 17 mål, er man nok for naiv. Hvad er vores kompetence? Der er især to områder, og det er der, hvor de andre lande – rigtig mange – kommer til kort. Det er sundhed og kvinderettigheder. På de områder er der ikke mange andre end de nordiske lande, der kan gøre en forskel, sagde han.

 

Martin Lidegaard var på den ene side ikke tilbøjelig til at se isoleret på enkelte mål – de hænger sammen, mener han. Men på den anden side vil han gerne fokusere.

 

Der må være nogle pejlemærker. Det er mål 16 og derudover kan vi prioritere tre SDG’er. Der har vi ikke lagt os fast, men vil gerne høre jeres forslag, sagde han.

 

Fra salen var der forslag til fokus på såvel sundhed som fødevaresikkerhed, men forslagene afspejlede medlemsorganisationernes mangfoldighed og evne til at arbejde bredt.

 

Den mangfoldighed kom CISUs formand Louise Hindenburg også ind på i sin afsluttende bemærkning.

 

- Jeg håber I har fået et indblik i mangfoldigheden og det unikke vi kan som civilsamfund og foreningsliv i Danmark. I skal tage nogle beslutninger, og I får aldrig mig til at prioritere, men I skal huske på de ting, vi kan i civilsamfundet. Det er de ting helt derude, hvor en regering aldrig kommer, sagde hun.