ForsideDet mener CISU

Her er et eksempel på et læserbrev, og hvordan det bliver redigeret.

CISUs næstformand skrev dette læserbrev i anledning af bebudede nedskæringer. Det blev sendt til Information i denne form:

Det er for fattigt, Danmark

Af Louise Hindenburg, næstformand i CISU – Civilsamfund i Udvikling

Som næstformand i CISU – Civilsamfund i Udvikling er jeg naturligvis optaget af det uklædelige spil, der foregår, fordi regeringen vil tage endnu flere penge fra udviklingsbistanden og bruge dem på asylsøgere i Danmark. I dagblade som Information kan vi se tal og betegnelser som dødslister.  Hele 21 pct. af udviklingsbistanden mener man vil være rimeligt at bruge på asylsøgere i Danmark. De 21 pct. vil stadig kunne blive betegnet som udviklingsbistand ligesom klimaindsatser, sikkerhed og naturligvis civilsamfundet, mener man – og det er åbenbart betegnelsen, der er vigtig.

Spar mig for de tal og dødslister. Det er mennesker og rettigheder, det drejer sig om. Jeg mener ikke kun, det er urimeligt, jeg mener også, det er uanstændigt. Det er uanstændigt at spille verdens fattige op mod verdens flygtninge.

Det er også uanstændigt og uklædeligt, at vi nu skal retfærdiggøre vores udviklingsbistand med, om det mindsker flygtningestrømmen til Danmark eller skaber arbejdspladser i Danmark. Det er nemlig overhovedet ikke derfor, jeg og tusindvis andre frivillige i CISUs 288 medlemsorganisationer arbejder på at skabe ændringer i fattige lande. Det gør vi, fordi det er berigende at stille sig til rådighed for mennesker, der skaber ændringer i deres samfund. Uanset om det er i Armenien, Bangladesh eller Cameroun. Det rører mig så dybt, når jeg hører en kvinderettighedsgruppe fra Bolivia fortælle, hvordan de naturligvis er glade for støtte fra danske civilsamfundspuljer, men at det er lige så vigtigt at føle opbakning og opmuntring fra den danske partnerorganisation med danske frivillige.  

Den slags arbejde er vi dygtige til i Danmark, og det skal vi fortsætte med. Ligesom vi skal fortsætte med andre indsatser, vi har forpligtet os til i udviklingslande – også selvom vi i år har fået en ekstra stor regning på en af de andre solidaritetskonti, som flygtningehjælpen reelt er.

Det er ganske enkelt for fattigt af et land som Danmark. Lad os nu vise, at vi er rige nok til at finde pengene andetsteds og ikke spille de fattige og undertrykte ud mod de nødlidende.

Her er for en gangs skyld et sted, hvor vi ikke behøver at gå forrest.

 

Information bragte det to dage senere i denne form:

 

"Fattige spilles ud mod flygtninge

Louise Hindenburg, Hvidovre

Regeringen vil tage endnu flere penge fra udviklingsbistanden og bruge dem på asylsøgere i Danmark. I dagblade som Information kan vi se tal og betegnelser.

Hele 21 procent af udviklingsbistanden, mener man, vil være rimeligt at bruge på asylsøgere i Danmark. De 21 procent vil stadig kunne blive betegnet som udviklingsbistand ligesom klimaindsatser, sikkerhed og naturligvis civilsamfundet, mener man – og det er åbenbart betegnelsen, der er vigtig.

Spar mig for de tal. Det er mennesker og rettigheder, det drejer sig om.

Jeg mener ikke kun, det er urimeligt, jeg mener også, det er uanstændigt. Det er uanstændigt at spille verdens fattige ud mod verdens flygtninge.

Det er også uanstændigt og uklædeligt, at vi nu skal retfærdiggøre vores udviklingsbistand med, om det mindsker flygtningestrømmen til Danmark og skaber arbejdspladser.

Det er ganske enkelt for fattigt af et land som Danmark. Lad os nu vise, at vi er rige nok til at finde pengene andetsteds og ikke spille de fattige og undertrykte ud mod de nødlidende.

Her er for en gangs skyld et sted, hvor vi ikke behøver at gå forrest."

Denne hjemmeside anvender cookies til at analysere og forbedre brugen og brugeroplevelsen. En cookie er en lille tekstfil, som bliver lagret på din computer.

Hvis du ikke ønsker, at der bliver lagt cookies på din computer, eller hvis du ønsker at slette cookies, der allerede ligger der, er fremgangsmåden lidt forskellig fra browser til browser. Du kan finde en vejledning til, hvordan du skal gøre på hjemmesiden: http://minecookies.org/

Læs også Cisus cookiepolitik

Acceptér ikke cookies

Acceptér kun funktionelle cookies

Acceptér alle cookies