ForsidePuljerSådan søger man CISUs puljerBevillingssystemet

Der er en klar adskillelse mellem CISUs to hovedopgaver: At behandle ansøgninger til puljerne på den ene side, og rådgivning, kurser og administration på den anden side. Denne adskillelse skal sikre, at CISUs rolle som rådgiver ikke bliver blandet sammen med rollen som bevilligende myndighed. Bevillingskonsulenterne er deltidsansatte i CISU, mens Bevillingsudvalget bliver udpeget af Bestyrelsen, der er CISUs politiske ledelse. Der er således en fuldstændig adskillelse mellem Bevillingsgruppens bevillingsbeslutninger og CISUs rådgivning og administration.

 

Bevillingsudvalget

 

Bevillingsudvalget  har til opgave at træffe beslutninger om ansøgninger til ovenfor nævnte puljer under Civilsamfundspolitikken. Bevillingsudvalget skal desuden bidrage til faglige diskussioner med henblik på at sikre overensstemmelse imellem CISUs bevillingspraksis og puljernes retningslinjer. Udvalget bidrager også til en fortsat udvikling af bevillingspraksis og retningslinjer for puljerne.

 

Bevillingsudvalget træffer sin afgørelse på baggrund af en indstilling fra bevillingskonsulenterne. Ansøgerne får svar direkte fra Bevillingsudvalget.

 

Bevillingsudvalgets medlemmer

Bevillingsudvalgets medlemmer udpeges af CISUs bestyrelse på baggrund af et åbent opslag. Udvalget består af otte medlemmer. Medlemmerne udpeges for to år af gangen og kan genudpeges en gang. Udvalgets formand udpeges af bestyrelsen.

 

Udvalget skal sikres en bred faglig sammensætning med stor erfaringshorisont og skal afspejle medlemskredsens bredde. Fem af udvalgsmedlemmerne udpeges derfor blandt medlemsforeningerne. For at sikre udvalgets brede legitimitet udpeges tre medlemmer fra større ikke-ansøgningsberettigede organisationer eller fra relevante faglige institutioner indenfor det danske udviklingssamarbejde.

Bevillingsudvalget består af følgende medlemmer:

  • Fem repræsentanter fra CISUs medlemsorganisationer: Anja Nielsen, Aktion Børnehjælp; Camilla Nielsen-Englyst, 100% for Børnene; Carsten Nørgaard, Spor Media; Berit Asmussen, FN-forbundet samt Johnny Baltzersen, CICED.
  • Tre repræsentanter fra større ikke-ansøgningsberettigede organisationer eller fra relevante faglige institutioner indenfor det danske udviklingssamarbejde: Herluf G. Madsen, Red Barnet (formand); Karen Ansbæk, MS/ActionAid; samt Paul Stacey, Roskilde Universitet. 

Udvalgsmedlemmerne modtager et fast vederlag. Ekstra opgaver (fx overtagelse af andre medlemmers opgaver) aflønnes på timebasis. Formandens arbejdsopgaver aflønnes med et særligt vederlag.

 

Bevillingskonsulenterne

 

CISU har tilknyttet deltidsansatte bevillingskonsulenter, som har til opgave at foretage en faglig og administrativ vurdering af ansøgningerne til Civilsamfundspuljen. Bevillingskonsulenterne skriver derefter en indstilling til bevillingsudvalget, som træffer beslutning i sagen.

 

Bevillingskonsulenterne står for hele den administrative sagsbehandling af ansøgningerne. Hvis bevillingskonsulenterne har brug for supplerende oplysninger for at kunne behandle ansøgningen, vil de kontakte ansøgeren direkte.

 

Nedenfor kan du se en liste over bevillingskonsulenter på Civilsamfundspuljen. Bemærk: Du kan ikke kontakte bevillingskonsulenterne direkte.

 

Marianne Bo Paludan
Socialantropolog med en lang erfaring inden for udviklingsarbejde og civilsamfundsorganisationer i en lang række sammenhænge. Har i mange år arbejdet for Red Barnet som programmedarbejder og været formand for Børne og Ungdomsnetværket.

 

Sten Andreasen
Socio-økonom med mere end 25 års erfaring med koordinator-, rådgivnings- og ledelsesfunktioner for danske udviklings-NGOer, både i Danmark og i flere udviklingslande. Har især arbejdet med CSOer i Nord og Syd; partnerskaber, organisationsanalyse og kapacitetsopbygning; strategisk planlægning og politikudvikling. Er nu selvstændig konsulent.

 

Dorthe Skovgaard Mortensen
Etnograf med knap 20 års erfaring fra udviklingsarbejde i regi af danske civilsamfundsorganisationer og som udstationeret. Særlig erfaring indenfor rettighedsarbejdet, fortalervirksomhed, og projekt- og programdesign. Har arbejdet i DUF, MS, og Danmission samt som selvstændig konsulent.

 

Karen Andersen
Cand. Polit. med mere end 25 års erfaring i rettighedsbaseret udvikling og fortalervirksomhed, partnerskaber, ligestilling, forandringsledelse og projektdesign. Har arbejdet i Oxfam IBIS som programmedarbejder og international chef og i Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde som partnerskabskonsulent. Har arbejdet ude og hjemme med konkrete civilsamfundsindsatser i Mellemamerika, Vestafrika,  MENA og Indonesien.