Eksempler på læserbreve
Her kan du se et par eksempler på læserbreve skrevet af CISU's bestyrelsesmedlemmer.
Nedenstående indlæg om civilsamfundsstøtte blev bragt på Jyllands-Postens debatsider d. 10. juli 2014.
"At tage ansvar i en skotøjsæske
RUNA BRUUN, BESTYRELSESMEDLEM I RIGHTS FOR ALL WOMEN (RAW) OG CIVILSAMFUND I UDVIKLING (CISU)
Jeg har efterhånden hørt ordene: »De har da også selv et ansvar,« mange gange, når talen falder på udviklingsstøtte, og det er netop kernen i det her. Mennesker i udviklingslande har selvfølgelig også et ansvar. Problemet er bare, at rummet, hvori dette ansvar kan udøves, mange steder er særdeles indskrænket, og det er derfor, at støtten til civilsamfundsorganisationer er så utrolig vigtig.
Det at støtte civilsamfundet i at søge indflydelse er nemlig præcis at øge det rum, som mennesker kan få lov til at tage ansvar i. Hvem har lyst til at tage ansvar i en skotøjsæske?
I Danmark er vi vant til at kunne tale om, at »vi har et fælles ansvar«. Det kan være over for de handicappede, de kræftsyge eller vores egen nabo. Vi har med andre ord friheden og pladsen til at tage ansvar. Vi har rammer, hvor de fleste kan komme til orde, indgå i dialog og søge indflydelse. Vi lærer det ovenikøbet i vores skoler. Vores ansvarsrum er stort, selvom det kan opleves, som om vores mulighed for at påvirke dette rum bliver mindre i disse globale tider.
I mange udviklingslande har de næsten altid levet i globale tider, hvor rummet for at tage ansvar har været ganske småt; så det er ikke nyt. Men det er bare ikke det eneste, der påvirker omfanget af ansvarsrummet mange steder. Forfølgelse, hemmelige monopoler, giftige fødevarer og topstyrede, menneskefjerne politiske processer er hverdagskost, og den opgivelse, som man oplever i Danmark på vegne af vores folkevalgte, finder man tidobbelt andre steder.
Så jo, der er måske grund til at føle sig som en dråbe i havet, når man sammen med sine civilsamfundspartnere besøger indsatte ”heksekvinder” i fængslerne, holder borgermøde med en flok teenagere eller endelig ser farmernes afgrøder blive transporteret til markedet på den nye landevej.
Heldigvis er der mange dråber i havet. På et tidspunkt får disse nok også indflydelse på, hvilken vej strømmen skal flyde, og hvem har så ansvaret? Hvis Danmark vil være i en fri, åben og demokratisk verden, kræver det, at der arbejdes benhårdt på at skabe rum til at tage rigtigt ansvar. Det kræver et mangfoldigt og styrket civilsamfund alle steder, og det er noget af det, Danmark kan give videre. Noget vi faktisk er rigtig gode til – måske endda bedre end svenskerne."
Følgende eksempel viser et læserbrev i sin originale form, samt hvordan avisen redigerede indlægget inden tryk.
CISUs daværende næstformand skrev i november 2014 dette læserbrev i anledning af bebudede nedskæringer. Det blev sendt til Information i denne form:
"Det er for fattigt, Danmark
Af Louise Hindenburg, næstformand i CISU – Civilsamfund i Udvikling
Som næstformand i CISU – Civilsamfund i Udvikling er jeg naturligvis optaget af det uklædelige spil, der foregår, fordi regeringen vil tage endnu flere penge fra udviklingsbistanden og bruge dem på asylsøgere i Danmark. I dagblade som Information kan vi se tal og betegnelser som dødslister. Hele 21 pct. af udviklingsbistanden mener man vil være rimeligt at bruge på asylsøgere i Danmark. De 21 pct. vil stadig kunne blive betegnet som udviklingsbistand ligesom klimaindsatser, sikkerhed og naturligvis civilsamfundet, mener man – og det er åbenbart betegnelsen, der er vigtig.
Spar mig for de tal og dødslister. Det er mennesker og rettigheder, det drejer sig om. Jeg mener ikke kun, det er urimeligt, jeg mener også, det er uanstændigt. Det er uanstændigt at spille verdens fattige op mod verdens flygtninge.
Det er også uanstændigt og uklædeligt, at vi nu skal retfærdiggøre vores udviklingsbistand med, om det mindsker flygtningestrømmen til Danmark eller skaber arbejdspladser i Danmark. Det er nemlig overhovedet ikke derfor, jeg og tusindvis andre frivillige i CISUs 288 medlemsorganisationer arbejder på at skabe ændringer i fattige lande. Det gør vi, fordi det er berigende at stille sig til rådighed for mennesker, der skaber ændringer i deres samfund. Uanset om det er i Armenien, Bangladesh eller Cameroun. Det rører mig så dybt, når jeg hører en kvinderettighedsgruppe fra Bolivia fortælle, hvordan de naturligvis er glade for støtte fra danske civilsamfundspuljer, men at det er lige så vigtigt at føle opbakning og opmuntring fra den danske partnerorganisation med danske frivillige.
Den slags arbejde er vi dygtige til i Danmark, og det skal vi fortsætte med. Ligesom vi skal fortsætte med andre indsatser, vi har forpligtet os til i udviklingslande – også selvom vi i år har fået en ekstra stor regning på en af de andre solidaritetskonti, som flygtningehjælpen reelt er.
Det er ganske enkelt for fattigt af et land som Danmark. Lad os nu vise, at vi er rige nok til at finde pengene andetsteds og ikke spille de fattige og undertrykte ud mod de nødlidende.
Her er for en gangs skyld et sted, hvor vi ikke behøver at gå forrest."
Information bragte det to dage senere i denne form:
"Fattige spilles ud mod flygtninge
Louise Hindenburg, Hvidovre
Regeringen vil tage endnu flere penge fra udviklingsbistanden og bruge dem på asylsøgere i Danmark. I dagblade som Information kan vi se tal og betegnelser.
Hele 21 procent af udviklingsbistanden, mener man, vil være rimeligt at bruge på asylsøgere i Danmark. De 21 procent vil stadig kunne blive betegnet som udviklingsbistand ligesom klimaindsatser, sikkerhed og naturligvis civilsamfundet, mener man – og det er åbenbart betegnelsen, der er vigtig.
Spar mig for de tal. Det er mennesker og rettigheder, det drejer sig om.
Jeg mener ikke kun, det er urimeligt, jeg mener også, det er uanstændigt. Det er uanstændigt at spille verdens fattige ud mod verdens flygtninge.
Det er også uanstændigt og uklædeligt, at vi nu skal retfærdiggøre vores udviklingsbistand med, om det mindsker flygtningestrømmen til Danmark og skaber arbejdspladser.
Det er ganske enkelt for fattigt af et land som Danmark. Lad os nu vise, at vi er rige nok til at finde pengene andetsteds og ikke spille de fattige og undertrykte ud mod de nødlidende.
Her er for en gangs skyld et sted, hvor vi ikke behøver at gå forrest."
