Bæredygtig skovforvaltning i bufferzonen til Río Plátano biosfæren, Honduras

Projektperiode:

01.01.2009 - 31.12.2011

Beviliget beløb:

3.000.000,- DKK

Organisation:

Verdens Skove

Partnere:

Madera Verde Honduras

Pulje:

Civilsamfundspuljen

Indsatsområde:

Projekt D (1 - 3 mio)

Indsatser foregår i:

Honduras

Overordnede mål

Landsbyer præget af ekstrem fattigdom i og omkring Biosfæren Río Plátano udnytter deres skovressourcer på bæredygtig vis, hvorved de skaber forbedringer i deres sociale og økonomiske forhold.

Umiddelbare mål

1. Det organisatoriske fundament og fortalervirksomhed blandt skovkooperativer og landsbybeboere i området vest for BRP’s kerneområde samt partnerorganisationen Madera Verde er blevet styrkede gennem kapacitetsopbygning og forbedret drift. 2. Målgrupperne har øget miljøbevidsthed og øget kapacitet indenfor bæredygtig skovforvaltning og integrerede landbrugssystemer, som de bl.a. anvender til at producere og markedsføre tømmer inden for rammerne af gældende forvaltningsplaner, samt diversificere deres fødevareproduktion

Målgrupper

Den primære målgruppe inkluderer ikke kun skovgrupper, men hele landsbyer qua den til projektet valgte integrerede strategi. I skovforvaltningsaktiviteterne forventes det at kvinder kun vil deltage i mindre grad som kokke der følger med i skoven for at lave mad til mændene når de arbejder. I langt højere grad forventes det, at kvinder vil deltage i landsbrugsaktiviteter. Ca. halvdelen af den primære målgruppe på 1.700 personer består af kvinder.

Resume

Projektets overordnede formål er at bekæmpe fattigdom og dæmme op for tabet af naturresourcer i bufferzonen og andre områder af betydning for den fredede Biosfære Río Plátano (BRP), samt begrænse CO2 udledning som følge heraf. Skovdækket er under pres fra det fremtrængende landbrug, stærke interesser i udvindelsen af den dyrebareste træsort i området, mahogni, samt fra kvægavlere, der søger at udvide græsningsarealerne. Projektet vil således styrke fem landsbyer og deres lokale skovgrupper teknisk, administrativt og organisatorisk for at sikre en bæredygtig skovforvaltning, herunder forarbejdning af træet til skabelse af merværdi for lokalbefolkningen. Der fokuseres ligeledes på at styrke målgruppens organisationer til at udøve fortalervirksomhed for medlemmernes interesser over for tredjeparter involveret i kvægavl og illegal skovhugst samt over for offentlige institutioner i Honduras af betydning for retstilstanden angående naturressourcer, som staten har tildelt lokalsamfundene brugsretten over.